Tove Ditlevsen

Tre markante litterære stemmer om Tove Ditlevsen

stinep.jpg

Erkendelse (Pigesind, 1939)

"Vi to må aldrig, aldrig mere skilles -

hør efter hvad jeg siger dig, du kære,

vor lykke er så stor, at du skal vide,

at der er grænser for hvad jeg kan bære.

-

Derhjemme havde vi engang en vase,

det var mig meget strengt forbudt at røre.

Den var saa stor og tung, kunstfærdigt smykket

med rosenknopper der var små og skøre.

-

Og kun fordi det var så vildt og dristigt,

i al den spænding det forbudte tænder,

tog jeg en dag den vase ned og følte

dens ædle form imellem mine hænder.

-

Og sære tanker strejfede min hjerne,

å, den var stor og tung, oh jeg så lille;

at knuse den var ondt og helt fantastisk,

men jeg blev angst fordi jeg gerne ville.

-

I eviglange spændende sekunder

stod jeg og kæmped med den onde stemme,

der hvisked: gør nu noget rigtig farligt

i dag hvor du er helt alene hjemme.

-

Og stærke magter tvang mig til at slippe.

Nu bliver verden ond og uden glæder.

Titusind skår kan aldrig mere heles –

de gode engle vender sig og græder.

-

Jeg vil jo du skal kende mig og vide,

At hvad man dyrt betror mig glider fra mig –

og derfor - for vor store lykkes skyld -

min ven, hold ikke slet så meget af mig."

I mine øjne er digtet ”Erkendelse” Tove Ditlevsens mest hjerteskærende tekst. Hvad jeg holder mest af ved Tove Ditlevsen er at hun aldrig er bange for at ødelægge den gode stemning. Fortællingen om kærlighed er i litteraturen næsten altid beskrevet som noget attråværdigt, en lykkelig begivenhed hvis den lader sig gøre. Tove Ditlevsen fremskriver sit eget mørke, lader os forstå at hun ikke har talent for at være lykkelig, glæden forvandles til en sorg, hun ikke kan bære. Hun hylder ikke mørket, men hun giver plads til kærlighedens tabu og sætter ord på det.

Stine Pilgaard (f.1984) Seneste udgivelse: Lejlighedssange (2015)


FORFATTERE_Lone H+©rslev.jpg

Af: ”Den nye ejer ” (Kvindesind, 1955)

"Jeg savner ingenting, men denne nat

begræder jeg, at der er intet savn:

jeg er en bolig, nogen har forladt,

snart hvisker jeg den nye ejers navn."

-

Overalt i Tove Ditlevsens forfatterskab fylder ensomheden. Hun kunne om nogen skrive sig ind på den eksistentielle ensomhedsfølelse og sammen med den en dyb længsel efter at kærligheden, den erotiske kærlighed, i glimt - måske - kunne komme og ophæve den. Mere præcist - utopien: at en mand skal komme og gøre den ulykkelige kvinde lykkelig. Flytte ind og gøre den ufuldendte fuldendt. Et projekt, der som regel vender sig som en boomerang og ender i håbløshed og nederlag. Jeg elsker den her strofe fra hendes digt "Den nye ejer" fra Kvindesind, fordi det beskriver den tilstand af længsel, som måske på overfladen virker naiv, men også synes at indeholde bevidstheden om længslens slagside. Stærkt og skræmmende.

Lone Hørslev (f.1974) Seneste udgivelse: En ordentlig mundfuld (2017)


FORFATTERE_olga ravn.jpg

Af Det tidlige forår, 1967

"Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp. Den er der hele tiden, og alle kan se den lige så tydeligt, som man kan se Smukke-Ludvigs hareskår. Det er med ham ligesom med Smukke–Lili, der er så grim, at man ikke kan forestille sig, hun nogensinde har haft en mor. Alt hvad der er grimt eller uheldigt, kalder man smukt og ingen ved hvorfor. Man kan ikke slippe ud af barndommen, og den hænger ved en som en lugt. Man kan mærke den hos andre børn, og hver barndom har sin egen lugt. Man kender ikke sin egen og er sommetider bange for, at den er værre end de andres. Man står og taler med en anden pige, hvis barndom lugter af aske og kul, og pludselig træder hun et skridt tilbage, for hun har mærket den frygtelige stank af en egen barndom. Man betragter i smug i voksne, hvis barndom ligger laset og gennemhullet inde i dem som et brugt og mølædt tæppe, ingen mere tænker på eller har brug for."

-

Et sted siger Tove Ditlevsen, at ”sætningen skal være klar som vand.” Det har jeg altid syntes var et fantastisk billede. Først ser sætningen i vandet tydelig ud, men ser man efter står den under vandet og bølger. Sådan er det med Ditlevsens sætninger – de virker i første omgang enkle, og åbner sig så i et dyb. Sådan en sætning er første linje i kapitel 6 af erindringsværket Det tidlige forår. Syntaksen er enkel og umiddelbart virker billedsproget det også, men hvad er det der sker? Barndommen er en kiste, ligger man i jorden? Hvornår hjælpes man nogensinde ud af en kiste? Billedet er svimlende. Ditlevsen arbejder hele tiden med to niveauer i sin skrift, med overflade og dybde, med sætninger, der, når man genlæser dem, begynder at bølge og vibrere, som når hun beskriver sit eget billede i digtet Børnenes øjne: ”mit ansigt står i dyb af lys, / som spejlet i blæsende vand.”

Olga Ravn (f. 1986) Seneste udgivelse: Den hvide rose (2016)