Blinde vinkler Billeder af kolonien Dansk Vestindien

Introduktion

I 2017 er det 100 år siden, Danmark solgte St. Thomas, St. Jan og St. Croix til USA. Efter over 200 år blev kolonien Dansk Vestindien til US Virgin Islands.

For mange danskere står de tre caribiske øer som et fjernt, eksotisk paradis. Det skyldes måske, at så få har været der selv. Til gengæld har mange set de utallige romantiske billeder af øerne, der har cirkuleret i Danmark gennem århundreder. Fra det jomfruelige drømmeland, som Columbus og de første europæiske tilrejsende tegnede. Over idylliserede plantagelandskaber fra kolonitiden. Til nutidens rejsereklamer med turkisblåt hav og hvide sandstrande.

I virkeligheden var den danske koloni langt fra et paradis for alle. Mere end 120.000 slavegjorte afrikanere blev ført over Atlanten på danske skibe. Det liv, de slavegjorte levede under vold og tvang, er der kun få billeder af i danske arkiver. Her finder vi først og fremmest øerne vist fra et dansk perspektiv. Det gælder også tiden efter slaveriets ophævelse.

I Blinde vinkler viser vi et udvalg af billeder fra danske samlinger. Mange af disse billeder bliver stadig brugt til at illustrere, hvordan der så ud i den danske koloni. Men et billede er ikke et vindue til fortiden. Det er en fremstilling med en særlig synsvinkel og bestemte måder at skildre verden på.

I udstillingen diskuterer vi, hvad billederne viser. Vi undersøger populære motiver og overvejer, hvad de får os til at se – og ikke se. Vi fortæller om billedernes synspunkter og verdenssyn, og vi peger på deres blinde vinkler. Det er vores fortolkning.

- Mette Kia Krabbe Meyer, Sarah Giersing og Mathias Danbolt




Prøv selv og se mere